4. juli 2019

Træerne udenfor står i den nøgne vind. Det har regnet. Ungerne løber nøgne ud i det våde græs. Deres latter løber gennem haven. Jeg ligger i sofaen og læser David Lynch: At fange de store fisk. Bogen handler om, at gøre sindet klart. At blive bevidst om det dyb bevidstheden er. At gå til verden uden frygt. Bogen handler om meditation og om skabelse og om at få idéer. Man kan ikke skabe, hvis man er stresset. Man kan ikke skabe under pres.

Jeg får lyst til at meditere. Jeg får lyst til at skabe igen, når jeg læser David Lynch. Mange af mine teksters væsentligste idéer udspringer fra ting, jeg har tænkt om aftenen inden jeg faldt i søvn. En nat drømte jeg, at skuespillerne havde deres egne ansigter på som masker. At de repræsenterede sig selv på den måde. En nat drømte jeg, at der var krig. Det er meget spændende det arbejde med teatret. Opløsningen af virkeligheden. Det rituelle rum, der opstår i gentagelserne. Det er et magisk rum for mig. Og det er i virkeligheden en stor sorg, at jeg ikke selv har fået lov til at iscenesætte de tekster til teatret, jeg har skrevet. På samme tid er det en gave, at de tekster har været anledninger til, at andre har kunne skabe værker. Det er også smukt. Det er instruktørernes værker. Mine værker er teksterne. Teksterne har fungeret som anledninger til værker for scenen. Det har været en lang process at erkende, at de værker, der har spillet på scenen ikke er mine visioner, men andres visioner. Jeg drømmer ofte om det rum. Mørket, der sænker sig. Gentagelserne. Figurerne. Lyden af hav. Bevægelserne. Råbet fra det dyr vi mennesker er. I samarbejdet med danseren Snorre Jeppe Hansen kom jeg tæt på noget af det, jeg drømmer om. Tekstens gentagelser og bevægelsernes faste system. Det var ikke teater, men et ritual. Det var ikke illusion, men virkelighed. Nogle af de samme måder at gå til scenerummet på,  havde vi i spil i arbejdet med Ceremoni for sørgende. Det er noget med det at være søgende, tror jeg, som er vigtigt for mig. Og så den her enorme længsel efter at skabe et øjeblik, hvor alting står stille. Fylde tomheden med skønheden. Uden frygt. Uden latter. Det har været en vild oplevelse at læse David Lynch igen. I sin tid da bogen udkom, var jeg meget optaget af hans tanker. Men de sneg sig - som de fleste ting gør - i baggrunden. Noget andet fyldte mine tanker og nu er det en stor glæde at genlæse hans tanker om meditation og skabelse. Jeg kan virkelig genkende mange ting i tankerne omkring skabelsesprocessen. Om at søge ind i sig selv for at finde idéerne der.  Og jeg kan virkelig genkende følelserne i tekststykket herunder.

"Den endelige version

Jeg elsker franskmænd. De er de største filmnørder og beskyttere af film i verden. De passer virkelig på filmskaberen og filmskaberens rettigheder, og de tror på den endelige version. Jeg er meget heldig, fordi jeg har arbejdet med nogle franske filmskabere, som har bakket mig op.
Men sådan har det ikke altid været. Da jeg lavede Dune, var det ikke mig, der stod for den endelige version. Det var en stor sorg, for jeg følte, at jeg havde solgt ud, og oven i dét var filmen et kæmpe publikumsflop. At gøre dét, man tror på, og mislykkes er én ting: Man kan stadig godt leve med det. Men hvis man ikke gør dét, er det ligesom at dø to gange. Det er meget, meget smertefuldt.

Det er komplet absurd for filmskabere ikke at kunne lave film på den måde, de gerne vil. Men det er meget almindeligt i branchen.

Jeg kom fra maleriet. Og en maler har ikke den slags bekymringer. En maler maler et maleri. Ingen kommer og siger: "Du er nødt til at ændre den der blå farve." Det er latterligt at tro, at en film vil give nogen som helst mening, hvis en anden kommer og piller ved den. Hvis de giver en retten til at lave filmen, skylder de også en retten til at lave den sådan, som man synes, den skal være.

Filmskaberen bør bestemme ethvert element, ethvert ord, enhver lyd, alt, som bevæger sig ud på den dér vej gennem tiden. Ellers hænger det ikke sammen. Filmen er muligvis elendig, men i det mindste gjorde man den elendig på egen hånd.

Så for mig var Dune en kæmpe fiasko. Jeg vidste, at jeg ville få problemer, da jeg accepterede ikke at få retten til at lave den endelige version. Jeg håbede, at det ville komme til at fungere, men det gjorde det ikke. Slutresultatet var ikke det, jeg ønskede, og det er trist.

Og så alligevel. Når man mediterer, og lykken begynder at stige op indeni, er det ikke så smertefuldt. Man kan komme igennem den slags ting og leve videre. Men det har ødelagt en masse mennesker. Det har fået dem til ikke at ville lave film igen."